Rederier
Mindre skibe
Branche definitionen på et mindre skib er en kapacitet på under 400 gæster. De mindste har under 50 kahytter. I denne kategori finder man de fleste 5- og 6- stjernede skibe og dem, der er udnævnt til “verdens bedste krydstogtskibe”.
Ombord finder man den oprindelige ægte luksusoplevelse, hvor vægten er lagt på et højt personligt serviceniveau, og ikke mindst – den bedste gastronomi til søs. På sådanne skibe sætter besætningen en ære i at kunne huske såvel navne på gæsterne som personlige præferencer. Kahytterne er generelt meget større end på de store skibe, og de er alle udvendige. Selvom skibene er mindre, er der mere plads pr. gæst og også et bedre forhold mellem antal besætningsmedlemmer og gæster. Ombord finder man teak dæk, måske eksotiske spas, små eksklusive natklubber med piano musik, cigar barer og måske et mindre kasino med bl.a. “black jack borde”.
De små skibe har mulighed for at besøge mindre og mere uspolerede destinationer. Endelig har nogle “yachts” en marina, så man kan dyrke vandsport direkte fra skibet. De fleste mindre ultra deluxe skibe – men ikke alle – har “alt inklusive” konceptet, hvilket betyder, at “alt er inkluderet i prisen” (drinks, champagne, vin etc.), så man kan glemme alt om penge, og besætningen kan koncentrere sig om at levere den optimale service.
Fordele
Den ultimative luksus med højeste service standard og fantastisk gastronomi på fransk stjerneniveau. Færre passagerer og mere plads. Flere uspolerede og mere interessante destinationer. Ingen faste borde og spisetider i restauranterne. Mange tilbyder “alt inklusive” konceptet.
Ulemper
Mindre eller ingen underholdning og shows. Færre aktiviteter til børn og unge.
Rederier, der opererer mindre skibe, er f.eks.: Silversea, Seabourn, SeaDream Yacht Club, Sea Cloud Cruises, Hapag-Lloyd, Nomade Yachting Bora Bora, Ponant Cruises og Star Clippers.
Mellemstore skibe
Skibe med plads til mellem 400 og 1.000 passagerer er branche defineret som “mellemstore”.
Fordele
Mulighed for flere interessante destinationer og mindre havne. Sammensætning af passagerer er generelt bedre defineret og opdelt. Flere tematiske afgange og flere muligheder for længere krydstogter.
Ulemper
Mindre underholdning og færre faciliteter ombord. Ofte er afgang og ankomst destination ikke den samme, hvilket kan komplicere fly og transfers.
Rederier, der opererer mellemstore skibe, er f.eks.: Azamara Cruises, Crystal Cruises, Oeania Cruises og Regent Seven Seas Cruises.
Store skibe
Hvis et krydstogtskib har en kapacitet på mere end 500 kahytter (1000 passagerer), er det pr. definition i kategorien “store krydstogtskibe”. For de allerstørste med over 2500 passagerer kan de også være benævnt Mega skibe. Disse kan sammenlignes med flotte flydende luksus hoteller. Ombord er der aktiviteter for hele familien og tilbud for enhver smag og alder. Der tilbydes imponerende international underholdning med Las Vegas Shows, kasino, biografer, skøjtebaner, barer, natklubber og diskoteker.
Der er mange særtilbud på krydstogter med de større skibe. Husk at undersøge om der er tale om en indvendig eller udvendig kahyt og om prisen er inklusiv havne- og drikkepenge. Man får virkeligt meget for pengene hvis man vælger de rigtige tilbud. Uanset hvilken kahyts kategori man vælger, kan man nyde alle skibets faciliteter.
Ulemper
Man kan opleve lange køer/ventetider, især i havne hvor man ligger for anker. Der kan forekomme mange meddelelser over skibets højtalere, der gentages på flere sprog. I mange tilfælde er disse meddelelser reklame for aktiviteter ombord.
Fordele
Der er bedre underholdning og flere faciliteter, især for børn og unge. Prisen er attraktiv og hele servicekonceptet er nemt og effektivt. Afgange og ankomst er typisk fra samme by og i nærheden af en stor international lufthavn.
Rederier med store skibe er f.eks.; Cunard, MSC Cruises, Holland America, Royal Caribbean, Celebrity, P&O, & NCL.

